Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag

tirsdag den 7. marts 2017

Strikkede julekugler i marts


Så så man mig sidde her i marts måned med nyligt strikkede julekugler. Er jeg bare ude i god tid? Eller er jeg for sent ude?


Jeg havde lovet mig selv, at sidste jul var julen, hvor jeg endelig skulle få strikkede eller hæklede kugler på juletræet. Først og fremmest fordi jeg er vild med udtrykket. Men helt ærligt, når man nu er strikkenørd og glad for hækling, hvor mange år kan man så tillade sig at være bagud med den trend uden at være - ja, helt håbløst bagud? Så denne jul skulle det være, havde jeg besluttet. I det mindste skulle det prøves. Men så skete der så meget andet.


Dog var der en enkelt rigtig fin hæklet kugle på træet. Den købte jeg på julemarked.


Imellem jul og nytår var der endelig ro til at begynde på et lille nyt strikkeprojekt. Desuden brugte jeg det meste at tiden på sofaen eller i sengen på grund af sygdom, så der var ikke så meget andet at lave i nogle dage ud over at strikke, se tv og sove.


Selv om jeg er vild med tanken om strikkede julekugler, er jeg ikke så meget til de hvid- og rødmønstrede af slagsen, som man ofte ser. Jeg gik med tanker om stribede kugler eller mønstrede på anden vis.


Men da det kom til stykket, valgte jeg et akrylgarn fra Bilka til at prøve mig frem med. Når det ikke handler om beklædningsgenstande eller andet, som skal være i kontakt med kroppen, har jeg det helt fint med at strikke i akryl. Dette garn havde jeg dig købt på grund af de fine farver i lange farveskift og glimmeret. Desuden føles det blødt og lækkert, og det har en lille smule 'aura' ligesom angora, hvilket jeg synes, er rigtig fint til julekugler.




Jeg har strikket omkring styroporkugler, som jeg købte i en genbrugsbutik for rigtig lang tid siden til næsten ingen penge. Og snoren er lædersnor fra Flying Tiger. Så alt i alt, var det et billigt projekt. 


På nettet fandt jeg et diagram, som viste sig at have den helt rigtige størrelse til kuglerne. Jeg strikkede på strømpepinde nr. 2,5 ligesom jeg gør med strømper. Det tager dog betydelig kortere tid at strikke en julekugle. Man kan snilt nå et par stykker eller flere på en aften. Jeg strikkede 10 stykker tilsammen. 


Indtil videre er jeg tilfreds med resultatet. Og hvis det skulle vise sig, at jeg til næste jul ikke er vild med dem længere, så kan jeg da bare strikke nye - hvis jeg da finder tiden til det.











onsdag den 14. december 2016

Dørkrans - Julen 2016


Som så mange andre familier hænger vi også hver jul en krans på vores dør for at fejre julen og for at byde gæster velkommen i december. Vi har en ny krans med ny pynt hvert år.

Årets krans er meget enkel. En flettet krans købt i supermarkedet. Den overlever nok til næste år i modsætning til de mange grønne kranse, vi tidligere har haft. 

Pynten er ligeså enkelt. En balletengel med lidt glimmer. Ja, det kan godt være, hun er en fe, men hun pynter op til jul, så vi har besluttet, at hun er en engel. Vi har haft hende, siden datteren var 5 år og gik til ballet. Nu er hun 10, og englen er blevet en del af vores faste julepynt, som skal frem hvert år. 

Desuden en strikket sløjfe. Faktisk strikkede jeg den til pakkespil til julefrokost med kollegaer. Julefrokosten var jeg nødt til at aflyse på grund af migræne. Så jeg fandt en anden anvendelse for sløjfen. 

Datteren er vild med kransen. Jeg er godt tilfreds. Sønnen synes vist, den er for tøset. Manden har ikke rigtig sagt andet end, at det er hyggeligt, at den hænger der. Hmmm...

onsdag den 19. oktober 2016

Er tiden inde til juleprojekter?


Jeg kan se på besøgsstatistikkerne på bloggen, at tiden nærmer sig. Flere gæster besøger siden med DIY for hæklede juletræer og andre juleindlæg.

Personligt er tiden ved at indfinde sig, når begge børns fødselsdage samt skolestart med forældremøder og lignende er overstået i slutningen af september. 

Tiden er inde til at gå i gang med de kreative projekter til jul!

Endnu har jeg ikke tænkt så meget på hjemmelavede julegaver. Sidste år kom jeg aldrig rigtig i gang med at lave selv, men det håber jeg dog på at få tid til i år. 

Jeg er gået i gang med at hækle og strikke småting til at sælge på julemarked i Bydelshuset i november. Traditionen tro, ville jeg gerne sige. Men faktisk er dette kun anden gang, at julemarkedet afholdes, da huset kun er godt ét år gammelt.

Vi håber alle på mange boder og endnu flere gæster, der gerne vil købe flotte håndlavede ting til deres kære i julegave. Eller til selvforkælelse!

Julemarkedet i Bydelshuset afholdes søndag den 27. november kl. 11-16.


torsdag den 28. januar 2016

De seneste 9 - på Instagram


Jeg poster sørgeligt få billeder af kreative projekter i disse dage. Måske fordi jeg nærmest kun strikker strømper og karklude, og det er begrænset, hvor mange billeder jeg gider tage af de to motiver. 

Til gengæld fotograferer jeg gerne børnene. Sammen med heste, når datteren er til ridning om fredagen. Begge børn er oftest med, og de vil gerne fotograferes sammen med hestene. Som de elsker! Også dem i plastik fra Schleich!

Og datteren, der er begyndt at strikke igen, og stoppet igen! Nu laver hun mest små videoer på sin telefon. Men det er også en slags kreativitet, så fred være med det.

Frost på ydersiden af mine nye køkkenvinduer. Heldigvis var der dejlig varmt indenfor, og godt, at vejret nu igen er blevet lidt varmere.

Lidt yarnbombing på min vej. Jeg holder øjnene åbne for mere og overvejer endnu en gang at lave noget selv.

Jul og nytår på Færøerne. Vi var alle fire afsted. Det var skønt at tilbringe højtiden sammen med familien. Ellers rejser vi som oftest derop om sommeren, og det er dejligt, men jul sammen med familien savner vi, så jeg er lykkelig for, at det var muligt denne gang.

fredag den 25. december 2015

Glædelig jul 2015

Jeg vil ønske alle læsere en glædelig jul med et billede af årets juletræ. Jeg fejrer julen sammen med familien og nyder det i fulde drag. Ønsker en ligeså dejlig jul til jer alle. 

Gleðilig jól! Glædelig jul! Merry Christmas! Feliz Navidad!


Min mor kalder dette billede en selfie, da billedet bag ved juletræet, er af mig som lille.

søndag den 6. december 2015

Julekrea


Ja, det er ikke mig, der har gang i julekreativiteten. Og det bærer bloggen også præg af. Når jeg ikke får lavet noget, har jeg heller ikke noget at skrive om. 

Men børnene har været i gang. Datteren har i SFO lavet en tegnet julekalender til hele familien. Den har vi stor glæde af, når vi åbner lågerne hver morgen. Det er spændende at se, hvad hun forbinder med julen, og hvad hun ønsker at vise os. 

Vi var for nogle dage siden til julearrangement i sønnens klasse. Han deltog i flere kreative værksteder og lavede gaver til flere familiemedlemmer. Især var han begejstret for at lave et pindsvin i ler. Stor koncentration. Og han lagde mange tanker i farvevalg på øjne og næse. Pindsvinet står nu og pynter i vindueskarmen i køkkenet. Det bliver næppe givet væk men bliver nok til et af de stykker julepynt, der skal tages frem år efter år. Forhåbentlig kan det holde til det.




fredag den 23. januar 2015

DIY - Nemt hjemmelavet gavemærke # 2

Denne lille DIY skulle være udgivet før jul, men det glemte jeg i al juletravlheden, så den kommer først nu.


I løbet af året støder jeg ofte på små stykker karton i fine farver eller med metalliske overflader. Det kan være fra gaveindpakning eller en æske chokolade. Nu er jeg ikke typen, der gemmer gammelt gavepapir, for man kan også få for store lagre af gamle materialer. Men lige præcis med pænt karton gør jeg en undtagelse. Jeg gemmer ikke hele stykker men udstanser cirkler og gemmer i en lille æske.

Til gavemærket bruger jeg en stor udstanset cirkel og en lille udstanser med stjerne eller hjerte eller stjerne til at lave hul til gavebåndet. Så enkelt kan det være.

Gavemærket kan selvfølgelig pyntes med klistermærker, glimmer, perler osv. Men jeg er gladest for det helt enkelt. Skriv modtager og giver på bagsiden og sæt på gaven.

Det marmorerede gavepapir har jeg købt hos Søstrene Grene.




torsdag den 25. december 2014

Glædelig jul - 2014

Jeg ønsker alle jer læsere på bloggen en glædelig jul.


Jeg tilbringer julen sammen med mand og børn. Vi havde en hyggelig juleaften med glade børn. Vores datter var på et tidspunkt så glad for gaverne, at hun næsten ikke kunne trække vejret, fortalte hun mig.

Jeg har arbejdet om dagen i går og i dag. Dér var også en god stemning. Men nu har jeg heldigvis fri indtil den 29. og så igen fri indtil efter nytår.

Jeg håber, I alle nyder fri- og helligdagene og kommer godt ind i det nye år. 


Desværre gik vores juletræslys i stykker, efter de og al pynten var kommet på træet. Så træet er ikke så hyggeligt, som det kunne have været. Det er jeg faktisk lidt ked af. Men jeg vil gøre et nyt forsøg på at ordne det i aften. 

torsdag den 11. december 2014

Flere hjemmelavede gavemærker


Her til aften har jeg hjulpet datteren med at pakke to gaver ind, som hun skal have med til fødselsdagsfest i morgen.

Det indebar, at vi lavede nogle flere gavemærker med de store, runde glimmerklistermærker fra Søstrene Grene. Denne gang blev hullerne lavet med en hjerteudstanser. Det syntes at passe til farvetemaet.

Læg også mærke til papiret med det fine mønster fra Søstrene Grene.




onsdag den 10. december 2014

Strikkede hjerter


Sidste år så jeg nogle fantastiske strikkede hjerter hos Zoomsnoren og jeg har haft lyst til at prøve opskriften lige siden.

Jeg havde det perfekte garn liggende, og for et par dage siden strikkede jeg nogle hjerter. Jeg strikkede på pind 3,5.

Opskriften er rigtig nem. Dog vil jeg ikke anbefale at strikke med effektgarn, medmindre man er øvet strikker, for det er umuligt at tælle masker og se, hvor man er henne i opskriften. 

I går blev de pyntet med lædersnor og træperler (lilla!) og pakket ind. Faktisk blev to af hjerterne givet videre i går, og de gjorde lykke hos modtager.

Garnet er Smooth Fur fra Ice Yarns, og det er så blødt, at jeg næsten ikke kan holde det ud. Det føles som kattekillinger, som min søn på 5 år påpegede. Jeg overvejer at strikke et pudebetræk i dette garn. Jeg har en fornemmelse af, at puden nok ville blive vældig eftertragtet her i huset.

Desuden kunne jeg ikke lade være med at købe noget mere effektgarn i går, da jeg var en tur i byen. Det bliver spændende at prøve at strikke hjertene med andet garn.




tirsdag den 9. december 2014

DIY - Nemt hjemmelavet gavemærke

Jeg har pakket julegaver ind i dag, og pludselig havde jeg ikke flere gavemærker tilbage. Så jeg måtte lave nogle stykker selv.


Endnu en gang blev klistermærker fra Søstrene Grene taget i brug. Jeg klistrede et stort, rundt klistermærke med glimmer på almindeligt farvet kopipapir. Derefter lavede jeg et hul med en lille stjerneformet udstanser og klippede ud. Hvorefter det var nemt at skrive navne på og hænge på julegaven.




Den opmærksomme læser vil måske have lagt mærke til, at jeg også har brugt gavepapir fra Søstrene Grene. Jeg købte flere ruller med forskellige mønstre, da jeg synes, de har mange fine mønstre og farver i år.

fredag den 7. november 2014

Hæklede juletræer til julemarked


Jeg er ved at afslutte min storproduktion af hæklede juletræer. Det føles som en storproduktion, men da jeg talte dem for lidt siden, viste der sig kun at være 28! Ok, jeg har hæklet flere og givet dem væk. Men disse 28 er nu ved at blive gjort klar til at blive solgt på julemarked.

Jeg har ikke selv en bod på noget julemarked (men kunne godt overveje at få det en gang). Jeg har bare hæklet nogle små ting (juletræer og vimpelranker), som den talentfulde Elspa Metzdorff skal have med i sin bod. Hun laver selv de flotteste strikkede og syede ting (huer, vanter, tørklæder, trøjer), som hun selv designer. Desuden upcycler hun brugt strik og andet tøj til blandt andet nogle fede hatte og tasker. Besøg "Made by Metzdorff" på Facebook eller på hendes hjemmeside.

Jeg lærer en del af denne proces med juletræerne. Blandt andet at der skal en hel del lædersnor og perler til. Jeg har ikke nok at én bestemt slags til at få hele produktionen til at se ensartet ud. Så derfor pakker jeg fire juletræer med ens snor og træperle i hver cellofanpose. Alle har en eller anden slags lædersnor og træperle i naturfarver og sort.

Nu er det sværeste tilbage: prissætningen! Det er SÅ svært, synes jeg. Man ser jo priser, der stikker i alle retninger, når man kigger rundt på nettet. Desuden ved man jo, at de fleste helst vil betale så lidt som muligt, samtidig med at man selv vil tjene så meget som muligt. Man vil ikke sætte en sindssygt høj pris og skræmme købere væk men heller ikke sælge sit arbejde for billigt...What to do?!?

Forresten, så er juletræerne hæklet efter min egen DIY - Hæklet juletræ, som du finder ved at klikke her.





tirsdag den 24. december 2013

Glædelig Jul 2013

Jeg vil gerne ønske alle læsere af bloggen en rigtig glædelig jul. Tusind tak fordi I læser med.


I går pyntede jeg juletræ sammen med børnene. Jeg satte lys på og de mest skrøbelige kugler samt pyntede de højeste grene. Manden ordnede stjernen. Og børnene pyntede næsten alt andet.

Jeg synes, de gjorde det rigtig godt. Der var få ting, som jeg lige flyttede efterfølgende, fordi der hang lidt for meget på enkelte grene. Det blev gjort helt diskret, for jeg synes godt, de må være stolte af resultatet.

Vores juletræspynt er en blandet landhandel af billig og halvdyr, masseproduceret og håndlavet. Basis er holdt i rødt, hvidt, sølv og glas. Men der sniger sig andre farver ind også. Og pynten er i mange forskellige materialer.

Mange engle, kugler og hjerter har vi, men f.eks. også nogle svampe, agern, fugle og et par babushkaer. Vi skifter ikke tema men glæder os hvert år over at finde de samme velkendte ting frem samt tilføje nogle få nye.

I år har vi fået juletræstæppe. Eller i hvert fald et tæppe under juletræet. Jeg besluttede at bruge det lilla tæppe i Zpagetti, som jeg hæklede for nogle måneder siden, til formålet. Det fungerer ganske fint.

søndag den 22. december 2013

Så blev der bagt!

Jeg har indtil videre ikke haft meget tid til julebagning her i december. Men nu har jeg fri helt indtil julenat. Og i dag fik jeg endelig gang i småkagedej og royal icing sammen med børnene.

De gik højt op i at udvælge de rigtige udstiksforme, stikke småkagerne ud og pynte med glasur i forskellige farver.





torsdag den 5. december 2013

Julemarked


I søndags tog jeg mand og børn med på det lokale julemarked. Det er andet år i træk, at julemarkedet er blevet afholdt. Det var ikke stort, men dog større end sidste år.

Vi købte nogle få ting med hjem, bl.a. Build-A-Bear tøj til datterens bamser, et tørklæde med pailletter til datteren og nogle flettede stjerner.

Der var boder med hjemmelavede ting, og boder, der støttede et godt formål. Jeg overvejer faktisk at deltage næste år - hvis flere faktorer falder på plads...

mandag den 2. december 2013

Dørkrans 2013


Efter at have lavet adventsdekorationen i går, biksede jeg også en dørkrans sammen. Som tidligere nævnt, er det at binde kranse ikke en af mine spidskompetencer. Hvert år køber jeg derfor en krans, der allerede er bundet.

I år har jeg hjembragt en grøn krans i gran fra Bilka. Pynten er enkel og ret kitsch. En stor pink sløjfe i silkebånd. Og i midten tre glasstjerner. Det var det hele.

Desværre var det ikke helt nemt at få taget et billede, hvor farverne ikke var helt forvrængede. Det bedste forsøg indtil videre blev gjort i formiddags - med mobil i hånd men uden blitz.

Har du dørkrans til jul? Eller måske andet pynt ved hoveddøren for at byde gæster velkommen?

søndag den 1. december 2013

1. december - Kalenderlys


Datteren på 7 år fik i dag lov til at lave en lille dekoration til vores kalenderlys. Jeg hjalp med at lægge ler i den lille potte og sætte lyset godt fast. Ellers har hun lavet det helt selv, og jeg har med vilje ikke blandet mig i noget.

Datteren er stolt af resultatet, og jeg er stolt af hende. Lyset skal tændes første gang, når vi lige om lidt spiser aftensmad.

Jeg har valgt et tyndt kalenderlys i år for at sikre mig, at vi kan nå at få det brændt. Nogle år med tykke lys, er de slet ikke blevet brændt ned. Og da jeg ikke synes, det er ret charmerende at brænde nummer 17 juleaften, har jeg gjort noget ved det i år. 

Hvornår tænder I normalt jeres kalenderlys?

Jeg sætter meget pris på den måde, min mor altid plejede at tænde kalenderlyset på morgenbordet. Den dejlige nedtælling til jul gjorde det i barndommen hyggeligere at stå op på de kolde - og mørke! - færøske vintermorgener.

Jeg fører gerne denne enkle tradition videre i min egen lille familie her i Danmark. I dag kommer vi dog først i gang til aften, da min datter først skulle lave dekorationen. 

torsdag den 28. november 2013

Flere hæklede juletræer


Ja, jeg fortsætter med at lave de små hæklede juletræer. Jeg ved ikke helt endnu, hvordan de skal bruges. Men jeg tænker, at der er så mange muligheder, at jeg ikke behøver begrænse mig til ét formål. Så jeg kan da bare lave rigtig mange.

Er der interesse for en lille DIY?

Selv om de er vældig nemme at hækle, kan jeg godt lave en vejledning, hvis det har nogen interesse.

søndag den 24. november 2013

Hæklede juletræer


Jeg blev færdig med disse små hæklede juletræer i forgårs og havde tænkt mig at hækle flere her i weekenden, men så blev jeg syg. Faktisk er vi alle fire syge, og jeg har ligget i sengen siden i går morges. Er I også ramt af virus?

Jeg hæklede disse fire grønne juletræer i rester af bomuldsgarn, men de kan jo hækles i al slags garn - og i alle farver. De er hæklet i stangmasker, dobbelte og fyldt med en lille smule fyldvat. De er hæklet sammen med fastmasker på retsiden.

Jeg overvejer at brodere lidt pynt på dem. Men jeg kan faktisk godt li' dem sådan helt enkle. Dog skal de nok have en anden tråd.

Dette er det første julepynt, jeg har lavet i år. Jeg er nok lidt sent ude, tror jeg. Er du godt i gang med at lave julepynt?

søndag den 23. december 2012

Glædelig jul

Jeg har her i eftermiddag pyntet juletræ med børnene. Min søn på 3 var god til at få en enkelt gren til at rumme meget pynt. Jeg skal vist justere en lille smule, når de sover. Ellers synes jeg, de gjorde det godt. Og de er selv meget stolte.

Glædelig jul til alle læsere!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...