Viser opslag med etiketten Blogs. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Blogs. Vis alle opslag

tirsdag den 2. maj 2017

Hæklet babytæppe

 
Måske husker du, at jeg skrev indlægget "Er femte gang mon lykkens gang"? Det blev det. Lykkens gang, altså. Tæppet blev næsten helt perfekt. Og jeg blev lykkelig ... eller i hvert fald glad for resultatet, selv om et hækleprojekt jo nok ikke kan have afgørende betydning for, om jeg er lykkelig eller ej.


Tæppet blev lækkert. Og hvis jeg selv skulle have flere børn, ville jeg helt klart hækle sådan et tæppe til min næste guldklump. Nu bliver det så min kollegas første guldklump, der skal pakkes ind i tæppet, eller bruge det i sin barnevogn, eller hvad tæppet nu bliver brugt til.



Tæppet blev nemlig bestilt af min søde kollega, som er gravid og har termin i løbet af sommeren. Vi snakkede sammen om, hvordan hun forestillede sig tæppet. Der kom ord frem som enkelt og ensfarvet (gråt) men gerne sjovt at hækle og ikke helt kedeligt. Jeg researchede lidt på Pinterest og fandt blandt andre frem til dette blogindlæg hos LeeLeeKnits med opskrift på et tæppe, som vi begge syntes om. Min udfordring blev så, at jeg langt fra er vant til at hækle efter opskrifter på engelsk. Men i dette tilfælde viste det sig ganske nemt. 

Som så ofte før fulgte jeg ikke helt opskriften. Mit garn - og dermed også min hæklefasthed - var helt forskellige fra opskriften. Det resulterede i, at jeg havde en smule vanskeligheder med at ramme den rigtige størrelse, hvilket man kan læse om i mit tidligere indlæg, som jeg skrev, imens jeg var i gang med at hækle tæppet. Men opskriften var særdeles enkel og nem at følge. Jeg fulgte vejledningen til mønsteret - som ser meget mere kompliceret ud, end det viste sig at være - og den helt enkle kant i fastmasker. 


Tæppet vejer 736 gram og måler cirka 78 x 97 cm med kant. Jeg havde satset på 80 x 100 cm, så jeg kom tæt på. Og størrelsen og tæppet i det hele taget blev da også godtaget af min kollega i dag, da tæppet blev afleveret. Hun blev glad og sagde, at det var ligesom hun havde forestillet sig det. Så er jeg også godt tilfreds. 

Tæppet er hæklet i Drops Cotton Merino, som er et lækkert og blødt garn, som kan tåle at blive vasket. Det kan i øjeblikket købes hos Hobbi.dk og Rito.dk til kun kr. 21 per nøgle á 50 gram. Jeg betalte lidt mere, da jeg købte garnet, så det er en god pris i øjeblikket (overnstående links til de to webshops er affiliate links).

<Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg tjener en lille procentdel, hvis du køber noget igennem et af de links, som fører til køb. Tak, fordi du støtter mit arbejde med bloggen>

onsdag den 10. december 2014

Strikkede hjerter


Sidste år så jeg nogle fantastiske strikkede hjerter hos Zoomsnoren og jeg har haft lyst til at prøve opskriften lige siden.

Jeg havde det perfekte garn liggende, og for et par dage siden strikkede jeg nogle hjerter. Jeg strikkede på pind 3,5.

Opskriften er rigtig nem. Dog vil jeg ikke anbefale at strikke med effektgarn, medmindre man er øvet strikker, for det er umuligt at tælle masker og se, hvor man er henne i opskriften. 

I går blev de pyntet med lædersnor og træperler (lilla!) og pakket ind. Faktisk blev to af hjerterne givet videre i går, og de gjorde lykke hos modtager.

Garnet er Smooth Fur fra Ice Yarns, og det er så blødt, at jeg næsten ikke kan holde det ud. Det føles som kattekillinger, som min søn på 5 år påpegede. Jeg overvejer at strikke et pudebetræk i dette garn. Jeg har en fornemmelse af, at puden nok ville blive vældig eftertragtet her i huset.

Desuden kunne jeg ikke lade være med at købe noget mere effektgarn i går, da jeg var en tur i byen. Det bliver spændende at prøve at strikke hjertene med andet garn.




torsdag den 29. maj 2014

Heldige mig! - en skøn byttehandel


Forleden beundrede jeg en fint stempel, som Anne-Mette fra bloggen 5.th.e havde lavet til sin veninde. Jeg spurgte også i kommentarerne, om man mon kunne købe noget lignende et eller andet sted, da jeg ikke regner med, at jeg selv kunne lave noget lignende.

Og ganske kort tid efter fik jeg den sødeste mail fra Anne-Mette, som skrev, at hun da gerne ville lave et til mig. Så vi indgik en byttehandel. Hun fik nogle af mine hæklede juletræer, som jeg skrev om i et tidligere indlæg. Og jeg regnede med at få et stempel. Men der tog jeg fejl. For foruden at være kreativ er Anne-Mette også gavmild. Da pakken kom var der foruden det fine stempel, jeg havde ønsket mig, også et andet stempel med en kanin og nogle fine sløjfer foldet i papir. Tusind tak for alle de fine ting, Anne-Mette!

Min datter faldt med det samme for kaninstemplet. Og vi har aftalt blandt andet at bruge det, når hun skal pakke gaver ind til veninderne eller skrive breve til dem. Sløjferne ligger indtil videre og inspirerer på mit skrivebord. Jeg regner med at bruge dem til indpakning af gaver. Men jeg nænner næsten ikke at bruge dem!

Stemplet, som jeg havde ønsket mig, er lavet til mobilporto. Jeg har sendt en hel del breve og mindre pakker på det sidste. Og jeg er stor tilhænger af mobilporto. Men det er bare ikke så kønt eller charmerende som et frimærke, vel? Stemplet fra Anne-Mette gør hele forskellen. Bare se på det nederste billede, hvor jeg har stemplet med kobberfarvet blæk på en almindelig kuvert. 

Stemplet kan også bruges til A prioritaire ved simpelthen at vende det om, sådet bogstavet B ikke kommer på kuverten.


lørdag den 25. januar 2014

Hvad der var i pakken


Lige før jul deltog jeg i en giveaway hos Lisbet på bloggen LLL og Co. Jeg ønskede virkelig meget at vinde, da jeg var helt forelsket i den dejlige gave. Og jeg var den heldige, der for et stykke tid siden, modtog pakken i posten. Eller ja, jeg modtog en pakkeanmeldelse i min postkasse, da vi ikke var hjemme, da de forsøgte at aflevere pakken til os. Uheldigvis måtte der gå nogle dage, før vi kunne hente pakken. Det gjorde min mand, imens jeg var på arbejde. Så jeg kom hjem til den fine pakke med bånd selv udenpå kassen.

I det hele taget føltes det som at åbne en skatkiste, da jeg fjernede silkepapiret i fine mønstre og farver og fiskede den ene smukke ting efter den anden op af kassen. Farver, mønstre, former og materialer der spreder glæde og godt humør.

I sin giveaway kaldte Lisbet sagerne for julepynt, men jeg mener nu, at de kan bruges hele året. Tak for alle de smukke ting, Lisbet.

tirsdag den 3. december 2013

Store vimpler


Jeg er igen i gang med at hækle vimpler. Denne gang er det store vimpler, som er hele 30 cm lange. Det kræver lige lidt mere garn per vimpel, end jeg er vant til. Men endnu har jeg kun brugt restegarn, og sådan skulle det gerne fortsætte. Jeg hækler i bomuld i stærke farver og bruger hæklenål nummer 2,5.

Disse vimpler er ikke til mig selv. Jeg hækler dem til Irene fra bloggen Den Bly Viol, som skal bruge dem til et hemmeligt projekt, som først bliver afsløret til februar. Måske du også har lyst til at hjælpe?

Jeg er i gang med den fjerde vimpel. Jeg har ikke tænkt mig at lave flere lige nu, da jeg skal tilbage til juleforberedelserne. Men vimplerne har været god adspredelse, OG jeg har fået brugt nogle rester.

torsdag den 28. november 2013

Ændringer på bloggen

Jeg ved ikke, om I har lagt mærke til det, men bloggen har altså fået eget domæne. Jo da, det skete faktisk for et stykke tid siden. Blogspot adressen fungerer stadig, men den henviser automatisk til det nye domæne ByGJ.dk

Jeg havde en del overvejelser, før jeg købte det nye domæne. For egentlig synes jeg, at det er helt fint med et blogspot domæne. Når man ser det, er man med det samme klar over, at det drejer sig om en blog. Det er vældig praktisk, synes jeg. Men jeg valgte alligevel eget domæne med tanke på, at så er der større udviklingspotentiale. Jeg valgte et dk domæne, da jeg har tænkt mig at fortsætte med at skrive dansk og ikke satse på noget mere globalt - i hvert fald indtil videre.

Der har været et par sponsorerede indlæg. Og der vil komme nogle i fremtiden. De betaler bl.a. for domænet. Der kommer flere i fremtiden, men det er ikke meningen, at de skal komme ofte eller tæt på hinanden. Jeg vil forsøge at holde mig til emner, som er nogenlunde relevante for bloggens tema, eller for det at blogge eller være online. Sponsorerede giveaways kan også forekomme. Til gengæld har jeg indtil videre fjernet alle reklamer i sidepanelet.

Alle sponsorindlæg er mærket med etiketten 'sponsorindlæg' samt med teksten 'Sponsoreret indlæg' øverst i indlægget. Hvis jeg lovpriser eller anbefaler et produkt, en tjeneste eller andet, og det IKKE fremgår af teksten, at indlægget er sponsoreret, ja, så er indlægget alene opstået ud fra min egen begejstring, og der er ikke tale om skjult reklame.

Jeg har igen leget med vidgets - eller det modsatte! Jeg har fjernet nogle vidgets fra sidepanelet igen. Jeg syntes simpelthen, det blev for rodet. Så nu er der ryddet op. Og jeg har lagt nogle enkle sociale ikoner ind, så man stadig følge bloggen på forskellig vis.

De fine ikoner, der ser ret håndtegnede ud, har jeg fundet på bloggen dindin does..., hvor der også er en vejledning i, hvordan de kan bruges. En vejledning på dansk kan man finde på Blog Fantastisk.

Tak fordi du læste dette indlæg - og fordi du læser med på bloggen.

Med venlig hilsen,

tirsdag den 30. juli 2013

A Beautiful Mess - iPhone App

Jeg har leget lidt med en iPhone app, som jeg downloadede for et stykke tid siden. Den hedder 'A Beautiful Mess' og er til at redigere billeder: tilføje tekst, rammer, doodles og filtre. Og den spiller godt sammen med Instagram. Desuden er den gratis at downloade og bruge, men man kan købe sig til ekstra effekter inde i selv appen.
 
Her har jeg taget et billede af min garnreol og hurtigt tilføjet noget tekst og kanter øverst og nederst. Man kunne sagtens være mere fantasifuld. Men jeg ville gerne vise, at man sagtens kan lave sjov på få sekunder.
 

Appen er lavet af pigerne bag bloggen ABeautifulMess.com. Besøg den! - og du vil ikke fortryde det. De har for eksempel masser af brugbare tips til, hvordan man kan tage bedre billeder. Foruden kreative projekter, indretning, mode, opskrifter og meget mere.

torsdag den 4. juli 2013

Hæklede Cupcakes


Forleden var jeg så heldig at vinde en giveaway her i blogland. En giveaway, som jeg havde krydset både fingre og tæer for at vinde, for jeg ønskede mig virkelig gevinsten. Det var nemlig denne smukke bog af Elena Nielsen, som bærer sammen navn som indlægget, nemlig "Hæklede Cupcakes". Det var forfatteren selv, som holdt denne giveaway på sin blog Cupcake by Me i forbindelse med udgivelsen af bogen. En ekstra lusksus var det, at Elena Nielsen havde signeret bogen.
 
Jeg elsker cupcakes i alle afskydninger - både de bagte og de hæklede - så jeg var ellevild, da jeg vandt. Og så snart jeg modtog bogen med posten (ganske få dage efter at have vundet den), gik jeg i gang med at bladre i den. Om aftenen fandt jeg hæklenål og bomuldsgarn frem og gik i gang med min første cupcake fra bogen.
 
Der er én grundopskrift på cupcake, og den fulgte jeg selvfølgelig. Opskriften var særdeles nem at følge. Og det er helt klart en fordel, at der er afsnit med forklaringer om, hvordan de monteres efter færdig hækling.
 
Der er desuden adskillige opskrifter på forskelligt pynt og kanter. Jeg valgte at hækle 'glasur' og 'fyldig blomst' og sætte dem på min cupcake. Kombinationen af pynt er ikke én, der forekommer i bogen, ej heller farvesammensætningen. Men der kan man jo selv vælge, enten sin egen kombination eller at lade sig inspirere fra sammensætningerne i bogen. Jeg tænker, at jeg nok skal tilføje et par blade til blomsten på min cupcake.
 
Jeg brugte bomuld 8/4 og hæklenål nr. 2½, hvilket også er det, der anbefales i bogen. Og jeg lærte endda at hækle en ny maske, som jeg ikke kendte før: reliefmaske.
 
Jeg havde kun ganske almindeligt fyldvat og brugte det. Men jeg tror, min cupcake ville have fået en endnu finere form, hvis jeg havde brugt pladevat til bunden, som det anbefales i bogen.

Cupcakes er nemme og hurtige at hækle. Og det er sjovt at kombinere pynt og farver på forskellige måder. Monteringen er dog en dræber, synes jeg, som hellere bare vil hækle. Men måske du synes, det er sjovt at sidde med nål og tråd og kæle for detaljerne, og så er det bare med at komme i gang med det samme. Jeg har tænkt mig at lave flere - på trods af monteringen!

torsdag den 22. marts 2012

Jeg har vundet endnu en giveaway!

Ok, det er faktisk over en uge siden, jeg modtog pakken med posten. Jeg har bare ikke fået taget billeder før nu. Jeg havde en idé om, at materialet skulle bruges til noget, før jeg tog billeder og lagde ud. Men jeg har ikke fået lavet noget endnu, så her er billeder af materialet.

Det drejer sig om dejligt folie til at lave sine egne wallstickers - i tre farver. De to billeder illustrerer virkelig, hvor forskelligt lyset kan være i to forskellige rum på det samme tidspunkt af dagen. Jeg tog et billede i køkkenet og ét i stuen. Folien er i sort og i to forskellige lilla nuancer.

Den giveaway, som jeg vandt, var på den skønne blog En Husmors Bekendelser, som jeg har været fast læser af, siden jeg opdagede den (for nogle uger siden). Og den var sponsoreret af Papir & Tapet, som også sendte den dejlige gevinst til mig.



torsdag den 23. februar 2012

Jeg har vundet en giveaway! - og scones med hvid chokolade...

I går fik jeg den dejligste pakke med posten! Den var fra Marianne, som har bloggen Kager skal der til.
Giveawayen var lavet sådan, at indholdet af pakken var en overraskelse. Og den var fuld af dejlige ting og sager!

ALT ramte plet og var noget, som jeg og resten af familien kan bruge: dejligt bomuldsgarn fra Søstrene Grene, plungers til at trykke fondant ud, tyl og holder, stempel og stempelpude, søde cupcake viskelædre (dem snuppede min datter med det samme), prikkede forme til minimuffins, udstikkere til småkager (biler og fly, dem bliver min søn bare vild med!), mønstret tape og sidst men ikke mindst et smukt etui, som jeg har tænkt mig at bruge til hæklenåle og andre smådimser.

Det er jo næsten for meget, ikke? Tusind tak, Marianne, for den dejlige pakke!





Og så var der dømt hygge om eftermiddagen. Vi hentede børnene tidligt og bagte scones med hvid chokolade til eftermiddagsteen. Den hvide chokolade karamelliseres, hvis den er udenpå sconsene, og indeni bliver den bare til klumper af hvid chokolade. De smager bare så godt!

Og igen gik jeg ind for den lidt uregelmæssige udformning, hvor de ikke behøvede se ens ud eller være lige store. Så er det også nemmere for de små hænder at være med. ;)

mandag den 13. februar 2012

At hækle rundt...

Jeg har i lang tid ønsket mig at kunne hækle en rund pude, men jeg kunne aldrig få styr på det der med udtagningerne, så det hæklede blev fladt og ikke bulede på alle mulige måder.

Heldigvis huskede jeg på google: 'hæklet rund pude' og fandt en dansk blog - Små mirakler - med en anvisning til, hvordan det kan gøres.

Det tog et par forsøg, jeg skulle lige justere lidt på min normale hæklefasthed og på antallet af stangmasker i den første omgang, men endelig er det lykkedes for mig. Ja ok, den er faktisk en lille smule ottekantet, men det kan jeg faktisk godt lide.

Det skal blive en pude til mine børns værelse, pigefarver på den ene side og drengefarver på den anden side. Er der nogen, der ved, hvor man kan købe gode men relativt billige runde sættepuder?


fredag den 3. februar 2012

Blog Award

Jeg har modtaget en blog award fra Fru Flittig. Hvor er det vildt, for det er jo ikke engang en måned siden, jeg startede min blog. Jeg har dårligt nok fundet mig til rette endnu. Tusind tak for det! Og tak for den indbyggede opfordring til at linke videre til andre blog, som jeg med glæde læser.
Med Awarden følger også nogle forpligtelser. Reglerne er som følger:

1. Linke til den man har modtaget Awarden af (og indsætte Award billedet).
2. Give den videre til 5 andre bloggere, der har færre end 100 faste læsere.
3. Svare på 5 spørgsmål.

Mine tanker bag nomineringerne er, at hvis de er værdige til at være på min blogroll, så er de værdige til en award. Det sværeste var at finde 5 blogs, som ikke havde mere end 100 faste læsere. Men jeg fandt disse 5, som jeg selv glædes over at læse hver gang, de bliver opdateret.

De 5 nominerede blogs er:

abelikate.blogspot.com
juhulie.blogspot.com

De 5 spørgsmål og svar:

1. Hvorfor begyndte du at blogge?
Jeg har for ganske nylig fået åbnet øjnene for alle de dejlige blogs derude. Jeg blev simpelthen fanget i blogland og kunne ikke give slip. Desuden havde jeg et ønske om at få indført mere zen igennem kreative sysler i min hverdag, og jeg tænkte, at hvis jeg nu gik i gang med at dokumenter det, så ville jeg måske være bedre til at huske at unde mig selv disse stille åndehuller i hverdagen.

2. Hvilke blogs følger du?
Jeg følger rigtig mange kreative blogs, for de er bare vildt inspirerende. Og de løfter humøret på dejligste vis. Desuden følger jeg også nogle få mere filosofiske blogs, som ind imellem har nogle indlæg, som inspirerer på anden vis.

3. Favorit farve(r)?
Lilla! I nærmest alle nuancer...

4. Favorit film?
Der er ikke nogen film, der bare får mig til at smelte. Men der er to af mine DVD'er, som jeg rent faktisk vælger at se en gang imellem, fordi de er så dejlig livsbekræftende og får mig til at grine hver gang: Chocolat og Amélie.

5. Hvilke lande drømmer du om at besøge og hvorfor?
Honduras i Mellemamerika - fordi jeg var der på to længere ophold i min pure ungdom, og har bevaret nogle venskaber der, som jeg gerne ville genopfriske. Desuden ligger det ud til Caribien, og der dejlig musik og mad, samt sommer og solskin en stor del af året.

Færøerne - fordi jeg er færing og savner min familie deroppe mere og mere med alderen. Ok, jeg kommer derop med mand og børn mindst en gang om året, men for min skyld, måtte det gerne være noget oftere.

torsdag den 2. februar 2012

dorthec: Her gik det galt

Et interessant blogindlæg af Dorthe Chakravarty, hvis bog om selvforsyning, jeg omtalte tidligere i dag.


Mvh,

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...