torsdag den 30. januar 2014

Nyt dansk kreamagasin: Maries ideer


For nylig kom der et nyt dansk krea-magasin på markedet. Jeg hørte først om det, da jeg fik et tilbud i mail. Og jeg må indrømme, at jeg slog til med det samme, for jeg har hungret efter et dansk krea-magasin, som ikke bare indeholder opskrifter. Jeg køber strikkemagasiner og er glad for dem. Men jeg savnede noget mere, f.eks. i stil med det engelske magasin Mollie Makes, som jeg også har købt et par gange.

Jeg kunne dog ikke vente, indtil magasinet blev sendt til mig. Faktisk ved jeg ikke, om jeg kan regne med at modtage første nummer i posten, eller om jeg først modtager et blad ved næste udgivelse. Så jeg købte bladet i Bilka og smed mig i sofaen for at hygge med det.

Og jeg blev positivt overrasket. Der er en del strikke- og hækleopskrifter i bladet. Men der er også så meget mere. Jeg var rigtig glad for at læse flere af artiklerne om blandt andet designere, kreafællesskaber, og en krearejse i Paris. En fed detalje er, at artiklerne bliver koblet sammen med kreaprojekter, som man selv kan gå i gang med. Bladet er vældig inspirerende, har omtale af lækkert garn på en måde, der give god oversigt og henvisning, hvor det kan købes. Ud over hækling og strik er der også inspiration til flere andre slags kreative aktiviteter.
'






Tidligere i dag svarede jeg positivt på et spørgsmål på en anden blog om magasinet. Men jeg kunne se, at der var blandede meninger. Her laver jeg så mit eget indlæg om det. Jeg anbefaler ikke bladet, hvis du ønsker at købe et blad bare med opskrifter, ligesom der allerede findes nogle stykker af på markedet. Men hvis du ønsker at bliver inspireret på mange forskellige måder, og hvis du ønsker at læse artikler med en journalistisk tilgang omhandlende alt muligt kreativt - mennesker, steder, materialer, miljøer, teknikker - så anbefaler jeg helt klart, at du få fingrene i bladet og tjekker det ud selv.

Mange stykker små...

...gør ingen å men snarligt en blå krokodille. Jeg har hæklet alle stykker undtagen øjnene. Når de er blevet hæklet venter den frygtede montering. Ikke fordi den er svær, eller jeg ikke kan montere pænt, men fordi det tager en eeeeevighed. Så jeg håber, krokodillen gør lykke hos min søn.

onsdag den 29. januar 2014

Flere skóleistar til min søn


Jeg brugte nogle dage på at strikke skóleistar til min søn, og i aftes blev jeg færdig med dem. Jeg har brugt min egen opskrift og tilpasset den min søns størrelse, som efterhånden er cirka 28-29. Garnet er strømpegarnet Wool Blend fra Stof & Stil, og der går mindre en et nøgle til et par i denne størrelse.



mandag den 27. januar 2014

En krokodille-bestilling

Jeg har tidligere hæklet en krokodille til min søn. Den var grøn, som krokodiller ofte er det. Nu har han så fået ind i hovedet, at han også ønsker sig en blå krokodille. Han har valgt bomuldsgarn fra lageret, og jeg hækler - i dag på min fridag.


lørdag den 25. januar 2014

Hvad der var i pakken


Lige før jul deltog jeg i en giveaway hos Lisbet på bloggen LLL og Co. Jeg ønskede virkelig meget at vinde, da jeg var helt forelsket i den dejlige gave. Og jeg var den heldige, der for et stykke tid siden, modtog pakken i posten. Eller ja, jeg modtog en pakkeanmeldelse i min postkasse, da vi ikke var hjemme, da de forsøgte at aflevere pakken til os. Uheldigvis måtte der gå nogle dage, før vi kunne hente pakken. Det gjorde min mand, imens jeg var på arbejde. Så jeg kom hjem til den fine pakke med bånd selv udenpå kassen.

I det hele taget føltes det som at åbne en skatkiste, da jeg fjernede silkepapiret i fine mønstre og farver og fiskede den ene smukke ting efter den anden op af kassen. Farver, mønstre, former og materialer der spreder glæde og godt humør.

I sin giveaway kaldte Lisbet sagerne for julepynt, men jeg mener nu, at de kan bruges hele året. Tak for alle de smukke ting, Lisbet.

Quilling



Min søster er begyndt at quille, og det kommer der virkelig nogle flotte ting ud af. Forleden dag modtog vi en pakke med posten, som indeholdt disse fine ting til børnene og mig selv. En drage til vores søn på 4 år, en sommerfugl til vores datter på 7 og fire smukke engle til mig. Børnene blev vilde med motiverne, som selvfølgelig skal op og hænge i deres værelser - nu, hvor jeg har fotograferet dem. Jeg selv er rigtig glad for engle, og selvfølgelig endnu mere en almindeligt glad for disse smukke engle, som min søster har lavet til mig.

Pakken var sendt fra Færøerne til Danmark før jul men blev forsinket i posten, og motiverne var ment som julegaver. Heldigvis var børnenes ikke 'julede', så de kan bruges med det samme. Og jeg kan godt vente med at bruge englene indtil næste jul. Indtil videre går jeg bare og kigger på dem i nogle dage, før jeg forsigtigt pakker dem ned sammen med resten af julepynten.

Quiller du? Jeg har endnu ikke lært det, men når jeg ser alle de flotte ting, min søster laver, så får jeg lyst til at lære det.


fredag den 24. januar 2014

Der strikkes og blogges i bussen!

Jeg har igen i dag lang transport til arbejde, og jeg fordriver tiden i bussen med strik. Endnu et par skóleistar til min søn, da han er vokset ud af det sidste par, jeg strikkede.

Strikker du på farten?

Blogger du på farten?


To pakker med posten

Torsdag blev vi her i huset begavet med hele to spændende pakker via post. Der var noget til alle fire familiemedlemmer.

Jeg har endnu ikke haft tid til at tage flere billeder, men her kommer lige en lille forsmag på den ene pakke.


onsdag den 22. januar 2014

Tips til at stashe garn på Ravelry.com

Lad mig som udgangspunkt slå fast, at jeg ikke er Ravelry ekspert, selv om jeg har været tilmeldt dér i et godt stykke tid efterhånden. Til gengæld har jeg lige færdiggjort min stashliste (listen over mit garnlager), og i den proces lærte jeg en del.

For det første fandt jeg ud af, at hvis man har en stor mængde garn - som jeg har - så tager det altså noget tid at lave sådan en stashliste. Så man kan ligeså godt beslutte sig for at sætte tid af til det og hygge sig imens. Beslut dig eventuelt for at dele opgaven op i flere små dele, hvis du ikke kan nå det hele på én dag.

Det er en fordel at have lagerplads. Jeg har for eksempel to små reoler, hvor jeg opbevarer især bomuldsgarn og strømpegarn. Og så har jeg to plastikbaljer samt det løse i Tiger-poser og et par kurve. Du kan selvfølgelig gøre det helt anderledes - det fungerer også med skuffer, skabe, plastikbokse, på loftet, eller hvad du nu har lyst til, og hvad der passer dig og dit hjem og - ikke mindst - dit temperament. Og når du stasher, kan du også skrive, hvor du gemmer garnet.

Hvis du vil stashe over flere gange, kan du enten gøre det ved at inddele garnet efter producent, fibertype, opbevaringssted, pris eller andet. Bare det giver mening for dig og er i overskuelige portioner. Det er dog nemmest at tage alt garn af en bestemt slags (f.eks. alt dit Søstrene Grene Bomuldsgarn) over én gang.

Jeg anbefaler også at bruge både computer og smartphone (jeg har en iPhone) for at komme hurtigst muligt igennem. Det kan dog gøres med kun smartphone eller med en kombination af computer og kamera. Hvis du bruger iPhone, anbefaler jeg appen Yarma. I sig selv er den ikke uundværlig, men lige netop til dette projekt er den tidsbesparende. Det koster 7 kr. at downloade den, og det betalte jeg gerne for den tid, jeg sparede. Jeg er dog ikke klar over, om Yarma findes til andre smartphones.

Nedenfor beskriver jeg i punkter, hvordan det viste sig at være hurtigst for mig at stashe. Brug hele fremgangsmåden, eller pluk det ud, som du kan bruge.

  1. Find det garn frem, som du vil stashe, og inddel det efter type, farve og parti.
  2. Log dig på Ravelry.com på computeren.
  3. Klik på fanebladet 'Yarns' og søg på det garn, som du vil stashe, og klik på det relevante garn på listen (hvis garnet ikke findes i databasen lægger du det til side for senere at tage stilling til, om du selv vil oprette det).
  4. Klik på 'add to stash' og på den næste side på 'edit stash' og udfyld de oplysninger, du har på dit garn. Jo mere, jo bedre, når du skal finde garnet igen. Farvenummer eller farvenavn er et must.
  5. Rul ned på siden og klik på 'add a colorway', hvis du vil stashe en anden farve af det samme garn, eller klik på 'add a new yarn', hvis du vil stashe noget andet garn.
  6. Når du har stashet nok (måske du bare tager det i små portioner) finder du frem til stashlisten i din egen notebook på Ravelry. Dér ligger alt garnet uden billeder, hvilket du nu skal gøre noget ved.
  7. Åbn Yarma på din iPhone og log ind på Ravelry.
  8. Tag et billede af et eller flere nøgle garn i den første farve og 'upload'. Der kommer nu en liste frem, hvor du finder frem til det rigtige garn via garnets navn og farvekode. Klik på det rigtige garn på listen og 'upload'. Når det er færdigt, klikker du 'ok' og går videre til det næste garn.
  9. Når du har taget billeder af hver enkelt farve garn og uploadet via Yarma, går du tilbage til Ravelry på computeren. Find din stashliste i din notebook på Ravelry og tjek, at billederne er på plads.
  10. Færdig!
Det lyder måske bøvlet, men det er ret enkelt. Det kan være tidskrævende at sidde med computeren og veje garn, hvis man ikke har hele nøgler. Man kan dog vælge kun at stashe hele nøgler garn og se bort fra alt andet. Dog tænker jeg, at det er en god idé at stashe alt, hvad man har af en bestemt farve, for at have et mere nøjagtigt billede, når man bruger stashlisten i fremtiden.

Det mest tidskrævende er dog, hvis man ikke finder sit garn på Ravelry men gerne vil oprette det. Jeg valgte at stashe alt mit garn, som havde banderoler (samt tilhørende rester), for jeg vil gerne have et komplet billede af mit lager. Det mest almindeligt brugte garn her i Danmark, finder du helt sikkert i databasen på Ravelry. Men du kan blive nødt til at oprette gammelt eller udgået garn, eller andet garn, som ikke er ret almindeligt. Jeg oprettede flere, som jeg havde købt i supermarkeder, havde fundet på mine forældres loft eller havde fået forærende på et eller andet tidspunkt.

Du opretter nemmest garn ved først at udfylde oplysningerne på dit garn som normalt (dog uden at have valgt et fra listen), derefter klikker du 'add this yarn to Ravelry's database' i højre side, udfylder flere oplysninger på den nye side (udfyld så meget, du kan, du finder oplysninger på banderolen) og gemmer.


En anden gang vil jeg gerne skrive nogle tips om, hvordan man kan bruge sin stashliste på Ravelry. Lige nu håber jeg, at du finder disse tips nyttige. Du kan stashe uden at skulle frem og tilbage fra computer til kamera hele tiden. Og du kan stashe uden at bruge flere uger på det, selv om du har et stort lager. Det kan gøres på andre måder, end jeg har beskrevet her. Men denne måde fungerer godt og hurtigt, fandt jeg ud af, efter at have afprøvet andre måder.

God fornøjelse med organiseringen af dit garn. Nyd alle de flotte farver og lækre kvaliteter. Og giv ikke op, selv om det tager lidt tid, for det kan virkelig være en stor hjælp efterfølgende at have overblikket.

Med venlig hilsen,

mandag den 20. januar 2014

Årets første par strømper

Årets første par strømper går til min mand. Jeg blev færdig med dem i aftes, og de er hverken vasket eller brugt endnu. Så de ligger her i al deres ubrugte krøllethed. Men her er de så. Strikket på samme måde som dem, jeg gav ham til jul og i samme garn (Bumbo strømpegarn fra Bilka). Bare i en gråbrun nuance, som måske ikke helt fremgår af billedet, hvor strømperne til jul var lysegrå.

Men hedder det i virkeligheden sokker, når de er til en mand? En gang imellem er jeg altså en sprogspasser, og andre gange føler jeg mig helt skråsikker.


Jeg elsker selv at bruge strikkede strømper, og jeg oplever også, at folk bliver rigtig glade, når jeg giver dem strikkede strømper. Og det er enormt tilfredsstillende, når et nyt par er klar til at blive taget i brug. Men de er godt nok keeeedelige at strikke. Det går ikke ret hurtigt i det tynde garn, som jeg gerne vil bruge, og så skal man endda strikke to af dem! Derfor har jeg besluttet, at jeg fremover skal til at være lidt mere eventyrlysten i min strømpestrikning og afprøve nye mønstre og farver.

Indtil videre har det hjulpet lidt på kedsomheden at strikke med rundpind og 'magic loop' fremfor på strømpepinde. Og det hjælper med farveskiftende garn frem for ensfarvet.

Har du nogle gode fif til strømpestrikning? Nyder du at strikke strømper eller finder du det ligeså kedsommeligt som jeg gør?

søndag den 19. januar 2014

Ny opslagstavle med washi-tape


For et stykke tid siden købte jeg en helt almindelig opslagstavle af kork med træramme i den lokale genbrugsbutik. Det er vist en model, der stammer fra IKEA, men nu fik jeg den endnu billigere og i perfekt stand - faktisk var den stadig indpakket. Den er bare kedelig (!), især når den nu skal bruges i min 7-årige datters værelse.

Jeg havde tænkt mig at male tavlen, men nu var den allerede blevet taget i brug af datteren, så det trak ud. I går hjalp jeg hende med at rydde op på hendes skrivebord, og så fik jeg lige den idé, at jeg kunne prøve at dekorere tavlen med washi-tape. Og det viste sig at være en succes.

Jeg brugte en washi-tape, som jeg har købt i Bilka. Den er smal og føles en smule mere plastik-agtig, end washi-tape normalt gør. Men til dette formål var den perfekt. Og min datter er glad for mønsteret og farverne, som passer godt til hendes værelse.


Først tog vi tavlen ned og fjernede alt rod på den. Og så var det bare at gå i gang med at tape og klippe lidt til i hjørnerne. Det tog sådan cirka 2-3 minutter, før det hele var på plads igen! Datteren er glad for resultatet, så det er jeg også.





Imens jeg ryddede op på skrivebordet, indrettede datteren et lille soveværelse til sine build-a-bears ved siden af skrivebordet. Det var med seng, natbord, billeder og pynt. Ninka har sovet der i nat, og hun var godt tilfreds med det nye værelse.


Jeg undskylder for billedernes dårlige kvalitet. Endnu en gang havde jeg fat i iphone uden blitz. Billederne blev faktisk endnu værre med blitz.

lørdag den 18. januar 2014

Til Mig Selv - Februar 2014

Julie fra Krea Krumspring har sat gang i et tema for februar måned, hvor vi gerne skulle få lavet noget til os selv efter at have brugt det meste af tiden før jul på at lave gaver til andre. Jeg kender det godt, jeg får strikket og hæklet en masse til andre - især til min datter - og det er ikke kun i tiden op til jul. Samtidig får jeg sjældent rigtig gang i noget til mig selv. Det vil jeg lave om på i februar!


Tilføjelse

To nysgerrige og kloge kvinder har i kommentarerne spurgt, hvad jeg så har tænkt mig at lave til mig selv. Mon jeg var bange for at forpligte mig, da jeg ikke skrev noget om det i første omgang? Men de har jo ret, jeg skulle have delt nogle af mine tanker om, hvad jeg så ville lave.

Jeg har i et stykke tid gået og haft lyst til at lave en lang cardigan til mig selv. Egentlig har jeg tænkt på at strikke en enkel men hyggelig ting, nærmest til at putte mig ind i. Men det kunne også gå hen og blive en noget mere udfordrende strik med strukturmønstre eller snoninger, som jeg ikke rigtig har strikket i lang tid, men som jeg er vild med at strikke.

Den sidste uges tid har jeg tænkt på pulsvarmere eller deciderede armvarmere, da jeg synes, den vinterfrakke, som jeg bruger mest, har lidt løse ærmer, som tillader kulden at kravle op ad armene. Et par flotte armvarmere - eller måske lange handsker eller vanter - ville være dejlige på de rigtig kolde dage. Måske med en hue, der passer til.

Sidste vinter strikkede jeg desuden et tørklæde, som jeg i første omgang var rigtig glad for. Men sidenhen har jeg ikke brugt det særlig meget, da jeg ikke var helt rigtigt alligevel. Jeg er glad for garnet og farverne men ikke helt for formen på tørklædet, så jeg har tænkte nogle tanker om at lave det om eller måske endda at trævle op og strikke om. Men det bliver ikke helt nemt, da garnet er kidmohair...

Ravelry stashliste er færdig!

Som I kan se, så har der været en del indlæg om Ravelry på det sidste. Det skyldes, at jeg har været i gang med at stashe alt mit garn på Ravelry, og så har jeg også kigget på andre sider derinde, når jeg nu var i gang. Man er jo nysgerrig. Men nu er jeg færdig med at stashe, ja, det vil sige, at nu har jeg en inventarliste over det meste af mit garnlager.


Jeg har stashet alt det garn, der har banderoler på, og ganske få garnnøgler uden banderoler, hvis jeg var helt sikker på, hvad det var for noget garn. Og der er nu 154 forskellige emner på listen. Der er helt ny indkøbt garn, og der er ældgammelt garn, som er blevet fundet på mine forældres loft, eller som jeg har fået foræret, samt garn, som jeg selv har købt for en del år siden.

Der er superlækkert kvalitetsgarn, og der er virkelig billigt garn. Der er garn købt online, i garnbutikker, i supermarkeder, i hobbybutikker, hos Søstrene Grene og andre tilfældige steder. Der er rigtig meget garn, som jeg kun har ét eller to nøgler af, og der er en del, som jeg har flere nøgler af. Noget af garnet har jeg købt i små partier, fordi jeg synetes, det var flot, andet bare for at få en ekstra farve strømpegarn eller bomuldsgarn til lageret, da jeg ofte bruger lige disse to typer garn i små portioner. Meget lidt af garnet er købt ind til et specifikt formål, for når jeg køber ind til et bestemt projekt, så går jeg som regel i gang med det ret hurtigt.

Der er garn i alverdens farver: neon, pangfarver, pasteller, støvede nuancer, og de helt farveløse sort, hvid og grå. Og der er garn i alverdens kvaliteter: uld, bomuld, mohair, angora, akryl, hør, silke, polyester. Der er en hel del rent bomuldsgarn, for det bruger jeg meget. Der er også en hel del uldblandinger, for dem bruger jeg til strømper og tøj. En smule akryl er der også, for det er dejligt billigt til små detaljer og bamsetøj. Der er ikke ret meget effektgarn, for det har jeg aldrig været ret god til at bruge. Det er som om jeg ikke helt har fantasi til, hvad jeg kan bruge det til, så jeg har aldrig købt ret meget af det. Men jeg er lige så stille ved at komme i gang med at få nogen idéer til det.

Jeg er rigtig glad for, at jeg har lavet denne stashliste. Det har nemlig tvunget mig til at organisere mit garn mere, end det har været før. Jeg har fået overblik over, hvad jeg har, og kan tage stilling til, hvad jeg har brug for mere af - eller netop IKKE har brug for mere af. Og jeg har i processen fået nogle idéer til, hvad jeg kan bruge noget af garnet til.




Jeg har fået organiseret min garnreol bedre, så den nu indeholder mest bomuld (inddelt i mærker) og strømpegarn, samt lidt andet. Jeg har ryddet op i mine to baljer garn, så den ene nu indeholder garn i større partier, og den anden indeholder det garn, som jeg kun har få løse nøgler af. Og så har jeg fået lidt bedre styr på garnresterne, som jeg opbevarer i Tiger-poser eller i små kurve, hvis jeg lige er i gang med at bruge af dem.

Tilføjelse:
Jeg har tænkt mig at lave et indlæg med nogle tips til at stashe garn på Ravelry. Og hvordan listen kan være nyttig. Tilføj mig gerne til din venneliste, hvis du bruger Ravelry. Jeg hedder gudrunjac derinde.

onsdag den 15. januar 2014

Underligt fascinerende - Ravelrys FO Radar

Har du opdaget Ravelrys Finished Objects Radar? Det er en side på Ravelry, der bliver opdateret, hver gang, nogen lægger biller ind af et Finished Object. De kommer glidende ind i 'real time' simpelthen. Jeg klikker ind og kigger på siden en gang imellem, efter at have opdaget den ved et tilfælde for nylig. Og hver gang bliver jeg nærmest hypnotiseret for et øjeblik. Der bliver godt nok uploadet billeder af mange flotte ting. Og en gang imellem tænker man: "Ups! Hvad var det?", når der kommer et billede, der ligesom ikke hører hjemme imellem de andre.

Klik på linket og prøv selv at kigge med: http://www.ravelry.com/projects/radar


mandag den 13. januar 2014

Hue og tørklæde til Build-a-Bear

Her i starten af januar skulle min datter til fødselsdagsfest hos en af pigerne fra klassen. Der skal selvfølgelig en lille gave med, og da gavebudgettet ikke er det største (30 kr blev det besluttet på forældremøde), har jeg nogle gange valgt at strikke noget bamsetøj i stedet for at gå ud og købe nogle småting.

De fleste af pigerne fra klassen er glade for deres Build-a-Bears og har dem med i skole om fredagen, når de må have legetøj med, foruden at de leger med dem, når de er hjemme og lege hos hinanden. Så min datter ved lige nøjagtig, hvilke af pigerne, der ville sætte pris på noget tilbehør til bamsen.

Jeg har flere gange haft fat i nogle garnrester af akryl- eller strømpegarn for at strikke huer med huller til ørene, da mange af pigerne har kaninbamser. Denne gang blev det dog til en almindelig hue med tilhørende tørklæde. Modtageren var rigtig glad, fortalte min datter.

onsdag den 8. januar 2014

Gæsteblogger hos Belladotte

Jeg har i et stykke tid fulgt med i bloggen Belladotte. Helle kendte ikke min blog i forvejen, men i denne uge er jeg gæsteblogger hos hende, og hun siger fine ting om min blog. Tusind tak for det, Helle.

Jeg kan se i statistikken, at nogle af jer kommer fra Belladotte. Og jeg vil gerne sige velkommen til jer - og alle andre læsere. Husk at melde jer til, hvis I vil følge med. Der er ikoner til flere sociale medier i højre side af bloggen. Jeg håber, I vil finde glæde og fornøjelse - og måske også inspiration - ved at kigge rundt på min blog og læse et indlæg eller to.

Med venlig hilsen,

Så kom der garn!

I et langt stykke tid har jeg undladt at købe større mængder garn. Jeg har jo så meget, som det også fremgår af stahslisten på Ravelry, så jeg har ikke helt kunnet retfærdiggøre nye indkøb.

Men nu skal jeg til at begynde på et større projekt for at forkæle en anden (mere om det på et andet tidspunkt), og så bliver jeg nødt til at købe noget garn, når jeg nu ikke har noget passende. Og det er nærmest dumt ikke at købe lidt ekstra, når man nu er i gang - man bør jo prøve noget nyt engang imellem.


Jeg har bestilt Pure Royal Baby Alpaca i en mellembrun farve. 8 nøgler á 50 gram. Det burde være rigeligt til det påtænkte projekt, og måske til et par ekstra projekter endda. Garnet både føles og ser lækkert ud. Farven er ny for mig, da det er ekstremt sjældent, jeg vælger brun. Men det er der jo andre, der gør, og det må man nogen gange rette sig efter.

Det andet garn er nogle fluffy kunstfibre (polyamid). Det kaldes Smooth Fur, og det er så blødt, at jeg både har lyst til at pakke mig ind i det og rulle rundt i det. Aner ikke, hvad det skal bruges til. Men jeg må finde på noget, for nu har jeg tre bundter á 100 gram. Og det er i nogle af mine sædvanlige farver: hvid og grå.

Alt garnet er fra Yarn-Paradise i Tyrkiet. Det blev leveret på ca. halvandet døgn!

Må du købe alt det garn, du har lyst til her i årets start? Eller skal du også vente, indtil lageret svinder ind, eller det skal bruges til noget helt specifikt?

tirsdag den 7. januar 2014

Jeg hækler rundt igen

For efterhånden lang tid siden hæklede jeg min første runde pude. Den var hæklet i gamle garnrester, og jeg var godt klar over, at den ikke var nogen skønhed. Men jeg var stolt af den alligevel, da jeg lige havde lært at hækle rundt. Det var en kæmpestor succesoplevelse at blive færdig med den pude.

Nu hækler jeg rundt igen. Og jeg er temmelig meget mere glad for udseendet af mit arbejde denne gang. Udtagningerne passer fint, og strukturen ser flot og tæt ud. Jeg har brugt garnet, som er tilbage efter den store hæklede oldemorfirkant, som blev til et tæppe, som nu er i brug i min datters værelse. Farverne er nøjagtig de samme, så jeg overvejer en rund pude til min datters værelse.

Jeg har dog ikke helt overbevist endnu. Jeg har hæklet 16 omgange på hver del. Farverne er valgt i tilfældig rækkefølge, så delene er forskellige. Men jeg er noget bekymret for, at jeg måske løber tør for garn, før delene er blevet store nok til at bruge til den monteringspude, som jeg har på lager. Så jeg bliver muligvis nødt til at finde på noget andet.

lørdag den 4. januar 2014

Bloglovin - med det nye domæne

Min blog har længe været tilgængelig på Bloglovin, og den har nogle følgere. Tusind tak fordi I læser med. Jeg er dog lige kommet i tanker om, at det er den gamle adresse, der er tilknyttet Bloglovin. Nu har jeg tilknyttet det nye domæne, så du kan følge det, hvis du skulle få lyst. Begge virker dog.


Med venlig hilsen,

iPhone App - Yarma

I dag har jeg fundet appen Yarma. Med den har jeg taget billeder og uopladet direkte til min Ravelry konto. Lige hvad jeg havde brug for. Og den har sparet mig for virkelig lang tids arbejde.


Jeg er ved at lave en stashliste af mit garn på Ravelry. Det tager en evighed at tage billeder af alt garnet, få dem over på computeren og så uploade til Ravelry. Det er faktisk så besværligt, at jeg i første omgang sprang billederne over og bare lavede en liste med garnets navn, farvenummer og beskrivelse af farven.

Men det er mangelfuldt. Og jeg vil så gerne have billederne med. Så i dag gik jeg på jagt efter en app, som kunne hjælpe mig.

Og jeg fandt Yarma. Den koster 7 kr. Og med den har jeg taget billeder og uploadet dem direkte til Ravelry, og samtidig knyttede jeg billederne til det relevante garn på stahslisten.



Man kan også tage billeder af strikketøjet og uploade dem og knytte til projekter, som man allerede har oprettet på Ravelry. Man kan tage billeder direkte i appen eller bruge billeder, der allerede ligger på telefonen. Og man kan vælge imellem flere filtre ligesom på Instagram.

Ellers kan appen ikke så meget andet. Men ligemeget med det, for den kan lige netop det, jeg havde brug for i dag!

onsdag den 1. januar 2014

Kæmpestor hæklet oldemorfirkant

Endelig er den færdig! Eller ja, jeg har i hvert fald besluttet, at nu må den komme i brug. I princippet kan jeg jo altid hækle en omgang mere, så hvem ved, om den nogensinde bliver færdig....

Jeg taler om den store oldemorfirkant i røde og lyserøde nuancer, som jeg begyndte at hækle på i sommers. Jeg sad bare med nogle rester bomuldsgarn og legede lidt med pink og lyserød, og pludselig voksede der en oldemorfirkant frem - og den blev bare større og større.

Til at begynde med tænkte jeg, at den kunne blive et fint tæppe til min datters bamser. Men den blev ved med at vokse, så den blev for stor til bamserne. Nu er den på størrelse med en lille plaid, og man kan sagtens sidde med den over benene i sofaen og hygge.

Børnene har inddraget den i deres leg, som det også fremgår af billedet, hvor de havde gang i mange forskellige dyr samt kæmpe oldemorfirkant på køkkenbordet. Og jeg tror, at den nok flytter ind i min datters værelse. Og så må hun selv bestemme, om den bliver brugt til bamser eller til piger.


Jeg har hæklet en helt klassisk oldemorfirkant, hvor jeg har skiftet farve for hver omgang. I starten gjorde jeg det på den 'gamle' måde, hvor man skifter garn og derefter hækler tre luftmasker som erstatning for en stangmaske i starten af den nye omgang. Men det giver altså ikke så godt et resultat. Så efterhånden lærte jeg at hækle en stående stangmaske og helt undlade de tre luftmasker. Og i de sidste omgange kan man næsten ikke se, hvor omgangen begynder/slutter. Det ser rigtig fint ud. Og det er helt klart en fremgangsmåde, jeg vil benytte mig af i fremtiden.

Jeg har brugt bomuldsgarn. Jeg startede med rester og valgte helt tilfældige farver. Enester krav var, at der skulle skiftes farve for hver omgang. Efterhånden som omgangene blev længere hentede jeg også nye garnnøgler fra lageret. Og jeg har købt ét eller højst to nøgler for variationens skyld.

Oldemorfirkanten måler ca. 105 x 105 cm. Og den vejer 495 gram. Den er hæklet i rent bomuld. Og dog, muligvis var nogle af de ganske små rester uden banderoler bomuld blandet med akryl.



Jeg stasher garn på Ravelry

Som overskriften siger, er jeg i dag gået i gang med at stashe mit garn på Ravelry. Jeg laver simpelthen inventarliste over mit garnlager. I dag har jeg stashet mit bomuldsgarn fra Søstrene Grene. Der viste sig at være 51 hele nøgler samt tre nøgler, som jeg er startet på. Derudover er jeg sikker på, at der er garn fra Søstrene Grene i min restekurv. Men det er uden banderoler og derfor ikke helt til at identificere, så det vil jeg ikke stashe. Klik her og se min stash!


I starten tog jeg billeder af hver farve. Det viste sig at være temmelig tidskrævende, så jeg opgav. Og nu sidder jeg igen og tænker, at det nok var en god idé at have billeder af det hele.

Hvordan stasher du? Med billeder af hver farver? Med et generelt billede af garnet? Eller måske med et billede af flere forskellige farver? Hvad har du gode erfaringer med?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...